Sorø Station (So)

Sorø Station: Historisk baggrund

Sorø Station bliver også kaldt Sorø Landstation. Sorø Station blev opført i 1856 til Det Sjællandske Jernbaneselskab (DSJS) af Fox, Henderson & Co. Sorø Station er senere ombygget en del i perioden 1888-1899 af den store jernbanearkitekt N. P. C. Holsøe. Vandtårn til Sorø Station er tilføjet i 1922 af K. T. Seest. På grund af landskabet og Sorø Sø, blev Sorøs Station placeret et godt stykke uden for Sorø i området Frederiksberg. I mange andre stationsbyer voksede byen typisk ud til og omkring stationen, men det kom aldrig til at ske for Sorø Station. Trods dette har Sorø i modsætning til flertallet af de andre sjællandske købstæder, bevaret sin oprindelige station. Af de ca. 50 købstæder på statsbanenettet har under halvdelen bevaret den oprindelige bygning. Sorø Station overgås kun af Roskilde Station i alder.

Et for sin tid stort vandtårn

Det usædvanligt og for tiden meget store vandtårn, er et af de største af sin slags, der nogensinde er opført her i landet og grunden til denne størrelse skyldes områdets kalkfrie vand, som var særligt attraktivt som kedelvand til damplokomotiverne.

Sorø-Vedde banens beskedne anlæg

Ved Sorø station blev Sorø-Vedde banens anlæg ret beskedne og togene afgik og ankom ved en perron uden venterum eller andre faciliteter lige overfor stationsbygningen. Foruden perronsporet var der et omløbsspor og et opstillingsspor, der alle løb sammen i en 14 meter drejeskive lige op ad hotellet dog med en sti imellem. I sporarealets vestende var opført en tosporet remise med tilhørende anlæg; herudover var der kun en skråforbindelse til Sorø stations godsspor. På selve stationen foretoges ingen større udvidelser i anledning af den ny banes tilkomst; kun ses det, at der i 1902 indrettedes et acetylengasværk. Karbidlygter var meget benyttede omkring århundredskiftet, bl.a. til togbelysning.

Anekdoten fra 1911

På Sorø-Vedde Banens opstillingsspor, var der i 1911 henstillet en reservepersonvogn. HTJs kontorpersonale holdt en årlig udflugt, der ofte gik til Sorøs hoteller eller "Parnas". Det pågældende år havde den storslåede middag med usædvanlig meget til at skylle maden ned med, havde hæmmet selskabets tidssans, så man glemte tiden. Da selskabet skulle hjem, fandt man da også hen til stationen, hvor man gik ind i den henstående reservepersonvogn på opstillingssporet. At der ikke var lys i den, tog man ikke notits af, og der blev festede videre med sang og skrål indtil der kom nogen fra stationsbygningen og fortalte, at det sidste tog til Vedde for længst var kørt.

Persontrafikkens ophør og godstrafikkens udvikling

Efter persontrafikkens på Sorø-Vedde Banen blev indstilling i 1933 fik sporene, perronen og drejeskiven lov til at ligge hen, kun benyttet af godstrækkene. Da der ikke længere var brug for fast stationeret damplokomotiv, blev remisen udlejet og senere solgt til anvendelse som garage meter.v. Når der undtagelsesvis skulle køres større godstog, end traktoren kunne klare, rekvireredes et lokomotiv som regel fra Slagelse maskindepot. Til Sorøs traktor, der besørgede stationens rangering, når den ikke kørte godstog ad Vedde til, opførtes en mindre remise i samme stil som Veddes mellem den gamle remise og perronen. Denne midlertidige remise erstattedes af et træskur på den anden side af Vestbanens spor. I 1957 var der masser af store damplokomotiver på Veddebanens omløbsspor, da DSB havde henstillet omkring 10 af de store P-maskiner, mens de ventede på ophugning.

Fredningen i 1993

Sorø Station og vandtårn blev fredet i 1993.